Modsætninger
- Forfatter: Finn Stefánsson
- Udgivelsesdato: 30-08-2017
- ISBN: 9788771531961
- Sideantal: 158
- Format: 148 x 210 mm
- Indbinding: Softcover
- Pris: 249 kr.
Beskrivelse
Essays om religionernes grundbegreber
MODSÆTNINGER gennemgår en række grundbegreber i religioner og kulturhistorie. Begreberne opstilles i modsætningspar, fx liv og død, natur og kultur, Gud og Satan, rent og urent. Der bruges eksempler fra religioner i hele verden, og kulturhistorien bredt og punktnedslag i skønlitteratur er også med til at gøre bogen levende og fuld af spændinger. MODSÆTNINGER er i mange henseender religions- og ideologikritisk ud fra den grundtanke, at de centrale livsholdninger – frihed, lighed, livsglæde, engagement – ofte stækkes i den enkelte religion og ideologi. Bogen er således et personligt ”testamente” over et langt livs professionelle beskæftigelse med livsanskuelser.
158 sider
Format 210x148 mm
ISBN 978-87-7153-196-1
Finn Stefánsson, f. 1942, cand. mag. i dansk og religion, lektor ved Roskilde Katedral-skole 1970-2005. Medarbejder på Den Store Danske Encyklopædi fra 1990.
Forfatter til en lang række bøger, bl.a. om nye religioner og japanske religioner. Seneste udgivelser: Gyldendals Religionsleksikon (nyeste oplag 2017), Gyldendals Leksikon om Nordisk Mytologi (2005, seneste udg. 2015) og Symbolleksikon (2009, 2. udg. 2016).
Anmeldelse af "Modsætninger"
Finn Stefánsson: Modsætninger. Essays om religionernes grundbegreber.
Forlaget Kahrius. 158 sider. 249 kr.
Det er en af vort fags mest erfarne udøvere, som i denne bog fremlægger en slags fagligt testamente. Finn Stefánsson har undervist gennem en lang årrække, skrevet en række bøger og foretaget et utal af fagligt orienterede rejser. Det vil være svært at finde nogen her i landet, som er mere all-round belæst inden for faget eller besidder større encyklopædisk viden om religion - helt bogstaveligt, for Stefånsson har været redaktør og forfatter på adskillige opslagsværker, inkl. Den Store Danske Encyklopædi. Det er frugter af al denne erfaring, der er samlet i bogen.
Der er 11 kapitler, som hver især behandler et modsætningspar tematisk, eksempelvis liv/død, mand/kvinde eller natur/kultur og belyser dets behandling religionsfænomenologisk og litterært inden for forskellige religioner og kulturer. Det er et enormt ambitiøst projekt, og det lykkes forbløffende godt. Når man selv har arbejdet med faget længe, er det fascinerende at få så mange belysninger i koncentreret form: Man får egne iagttagelser bekræftet og delvist modsagt, man får øje på nye perspektiver, og man får stof til ny eftertanke. Eksempelvis når Luthers udvikling overraskende sammenlignes med Buddhas: "Buddha bevæger sig fra det verdslige plan, gift og rig, i et liv i sus og dus som fyrstesøn, over et vildt asketisk forsøg på at nå frelsen som skovmunk, frem til oplysningen i meditation under botræet. Luther er først verdslig, så munk og så verdslig igen; i sit munkeliv udsætter han sig - som Buddha - for vild askese, men først da han ændrer gudsopfattelse, kan han nå til forløsning, og så kan han netop leve et ganske almindeligt husligt liv, model for evangelisk-luthersk livsform i århundreder." (62-63). Et andet eksempel: Jesus karakteriseres som "verdenshistoriens største tabunedbryder" (113) - egentlig ikke en specielt original indsigt, men en uhyre slagkraftig pædagogisk formulering, fordi den med brugen af begrebet tabu får et religionsfagligt præg. For mindre erfarne kolleger må bogen være en guldgrube af inspiration til komparationsmuligheder og pædagogiske illustrationer.
Stefånsson er også ualmindelig belæst inden for skønlitteraturen, især den nordiske, og noget af det bedste er de talrige steder, hvor religionsvidenskabelige indsigter belyses ved skønlitterære referencer. Som når begrebet tid belyses med et Peter Høeg-citat eller døden med et Knausgaard- citat. Bogen er i det hele taget fyldt med overraskende sammenligninger og perspektiver. Hvor mange ville have tænkt på at finde en parallelitet mellem shintomyten om Amaterasu og Eyrbyggja Saga. Det er bevidsthedsudvidende stof.
Når man skriver så bredt og til kolleger, blotter man sig for kritik fra krakilske anmeldere, som har fornøjelse ved at finde fejl i delområder, de selv interesserer sig særligt for. Der er meget lidt at komme efter, men Finn skal ikke få lov at dø i synden. Her kommer hvad jeg vil betegne som et svagt punkt, en lapsus og en overfladiskhed:
Afsnittet om det hinduistiske kastesystem (109-111) viser, at dette ikke er forfatterens hovedinteresse: Betegnelsen kaste bruges sandelig ikke kun "i en række europæiske lande", men i høj grad også i Indien (Er dette en slags besværgende forsøg på anti-eurocentrisme?). Og når nogle forskere forsøger at bringe orden i begreberne ved at reservere ordet kaste til ét af de to lag i systemet, vil det normalt være jati, der gengives med "kaste", mens varna gengives med "stand" eller lignende - ikke omvendt. Efter min mening er denne videnskabelige purisme dog en lost cause;i praksis bruges ordet castefuldstændig usystematisk om alle niveauer fra de fire varnas til den mindste sub-jati, og sådan vil det givetvis blive ved med at være. Endelig er Gandhis betegnelse for de kasteløse, harijans, i dag forældet og anses for patroniserende. Siden 90'erne er det politisk korrekte og i dag universelt anvendte ord dalits. Det var det svage punkt.
I kapitlet om mand og kvinde indledes analysen af det traditionelle jødiske-kristne skæve kønsforhold (54-57) med nogle misvisende formuleringer: "I skabelsesberetningerne i 1. Mosebog.... Menneskeparret Adam og Eva skabes ikke i samme øjeblik." - Men det gør de jo netop i den første skabelsesmyte. Hvor meget man skal lægge i forskellen mellem de to myter på det punkt, ved jeg ikke, men at forskellen er der, er faglig børnelærdom, og dette må være en lapsus.
Endelig kunne jeg ønske mig en lidt dybere behandling af fænomenet askese. Man fornemmer nærmest en lidt naiv irritation over det livsfornægtende ved askesen. Det er ganske vist helt berettiget, og jeg er helt enig. Men jeg mener dog, det er frugtbart at se på, hvor globalt gennemgribende fænomenet askese er, forstået som stræben og øvelse. Denne problemstilling er gennemanalyseret af Peter Sloterdijk i værket Du musst dein Leben ändern, som herhjemme er introduceret grundigt af Aarhus-forskere. Jeg tror sørme jeg har fundet et hul i Finns belæsthed! Svagest er bogen, når der går læserbrev i den, som for eksempel i afsnittene om burka etc. eller det med refleksioner over brugen af ordet neger. Hermed mener jeg, at selv om det er fornuftige synspunkter, der fremføres, og gode argumenter, der anvendes, så hæver refleksionsniveauet sig ikke over et fornuftigt læserbrev, og det er lidt for pauvert, når der er tale om essays.
Et væsentligt punkt i bogens anlæg er at forfatteren nu giver sig selv lov til at give udtryk for sine personlige holdninger, hvad han ikke har kunnet som underviser, som det direkte siges. Et sted kommer det til udtryk i en eksplicit bekendelse til et humanistisk og frigørende livssyn. Det er meget sympatisk, og det rejser samtidig en række spørgsmål, som det kunne være interessant at få udfoldet yderligere: Er vi i vores bestræbelser for at sikre, at faget er ikke-konfessionelt, gået for vidt i retning af, at vi også tilstræber værdifrihed i undervisningen? Som det er nu, har vi i gymnasiebekendtgørelsen redskaber til at gå imod anti-demokratiske tendenser, idet vi skal undervise eleverne til demokrati. Kunne man ikke udvide ambitionen til at lade frigørelse være en værdi, man eksplicit skulle undervise til? Det behøver ikke have politisk slagside, men kunne gøres med reference til Kants oplysningsideal om, at mennesket må ud af sin selvforskyldte umyndighed. Det så jeg gerne et essay om!
I forbindelse med et disputatsforsvar eller lignende fremførte Hans Jørgen Lundager Jensen engang følgende pointe, som jeg her gengiver efter hukommelsen: Hvorfor bruger man så meget plads på kritik af et godt videnskabeligt arbejde? Fordi: Det tager ingen tid at udtrykke tilslutning. Det er kritik, der tager tid, og som er interessant, for det er i kritikken og diskussionen, der sker noget nyt. Derfor kom kritikken til at fylde så meget i min anmeldelse af denne læseværdige bog.
Allan Poulsen
