Mit livs rejse
- Forfatter: Tiahes Thiaharaja i samarbejde med Gitte Thofte og Jack Øgendahl
- Udgivelsesdato: 20-08-2022
- ISBN: 9788771534184
- Sideantal: 220
- Format: 155x230 mm
- Indbinding: Softcover
- Pris: 200,-
Beskrivelse
Bogen Mit livs Rejse er en samling essays om en tamilsk kvinde, Tiahes Thiaharaja, som kom til Danmark i 1988.
MIT LIVS REJSE fortæller om at vokse op under trygge forhold i Sri Lanka, som del af en stor tamilsk familie, dels i den myldrende storby Colombo, dels på den lille nordlige ø Karainagar, hvor familien stammer fra, men allerede som barn og ung at opleve et delt samfund med store sociale uligheder og en voldsom borgerkrig lige udenfor døren.
En rejse der beskriver livet i hjemlandet med dens leveregler og kvindesyn, hindureligion, højkaste og lavkaste, om at leve med vold i hjemmet, arrangerede ægteskaber, kultur og kunst, musikken og dansen Bharatanatyam, den forbudte kærlighed, og siden flugten fra krigens ødelæggende traumer.
Om at skabe en ny tilværelse som flygtning i et fremmed land, uden sin familie, finde nye venner, leve i et voldeligt ægteskab, være mor, udvikle og uddanne sig til kulturformidler, tolk og ergoterapeut, blive skilt og udsat for trusler, finde en ny partner, om at være mønsterbryder, sætte fokus på kvindesyn, voldsproblematik, negativ social kontrol og integration. I dag aktiv som leder indenfor Bydelsmødre i Holstebro.
Siden 1988 har forfatterne haft et samarbejde med Tiahes Thiaharaja omkring musik og dans. Samtaler og interviews med Tiahes Thiaharaja har fundet sted fra november 2020 til marts 2022. Hver samtale har haft fokus på et tema, som vi efterfølgende har redigeret i et fortællende sprog til en selvstændig historie. Sprogligt har vi forsøgt at beholde Tiahes’ talesprog men med hensyntagen til den danske grammatik. Der er ikke tilstræbt egentlig kronologi i kapitlerne eller i rækkefølgen af disse. Oplevelser, der i en kontekst har haft stor betydning, går igen i flere historier. Læseren kan derfor med fordel se historierne som en række essays, snarere end en fortløbende livsfortælling.