Rygeost og røgtobak

Rygeost og røgtobak

  • Forfatter: Ole Eklund
  • Udgivelsesdato: 06/11/2015
  • ISBN: 9788771531107
  • Sideantal: 314
  • Format: 170 x 240 mm
  • Indbinding: Softcover
  • Pris: 249 kr. + forsendelse

Køb bogen her


Beskrivelse

– farce med ekstra blink i øjet

Forhenværende kontreadmiral og selvvalgt formand for den lokale Rygerforening ungkarlen H. Sivertsen – blandt søens folk og i folkemunde benævnt Hivertsen – manøvrerede sin rustrøde Lada på plads ved parkeringspladsen foran Bilkas varehus – købstadens største indkøbscenter. Det var fredag aften i begyndelsen af december. Iskolde sludbyger dannede spiraler i lygternes skær over parkeringspladsen, hvor der trods snesjap og isslag endnu var ledige pladser.
Som sædvanlig i julemåneden var indgangsportalen synonym med kaos. Julemænd iført falske skæg og larmende træsko blokerede næsten svingdørene, der traditionelt var dekoreret med stjerner og kunstig sne – tilsat december måneds slagtilbud på flæskesteg og økologiske andebryster – subjektiv nederst til højre med advarslen ”Rygning forbudt”. Dertil travle husmødre med fyldte indkøbsvogne, der kæmpede sig vej gennem svingdørene og tørnede sammen med kunder, der med tomme indkøbsvogne skulle den modsatte vej. Hovedindgangens samlede menageri udstrålede garantier om en glad og forædt jul.
Kontreadmiralen, der som sædvanlig var i oppositionel stemning, lænede sig tilbage i sædet og fiskede pakken med cigaretter frem, mens han lod motoren og rudeviskerne køre. Hans fødder var iskolde. Varmeapparatet var af dårlig russisk kvalitet ligesom resten af vognen – om end vognen teknisk var uopslidelig, hvilket var den egentlige årsag til, at han havde valgt at sætte sine sammensparede penge på en russisk fremstillet bil, endda uden at tage hensyn til den omstændighed, at køretøjet ”var smedet sammen af kommunistiske arbejdere i et socialistisk land,” oprindelig et fjendebillede fra hans tjenestetid i Den Kongelige Danske Flåde, men i dag – efter Sovjetunionens kollaps – næppe nogen trussel. (Uddrag af bogen)

Ole Eklund har tidligere udgivet "Skørtejæger og løgnhals".


Hvad synes du om denne udgivelse?

Del med dine venner

bubblemedia